Skip to Content

Henrik Stephansen til VM i Indendørsroning (CRASH-B)

Verdensmesterskaber i Indendørsroning (CRASH-B) afvikles på søndag i Boston.

Danmark stiller igen med rigtigt stærkt hold, specielt i letvægts klasserne.

Henrik Stephansen, Furesø giver på forhånd udtryk for, at han forventer at ro på samme tid som til DM for 3 uger siden, hvor han roede på 6.02,6
Om han her med nogle af verdens bedste til at presse på kan komme under 6 minutter vil søndagens løb vise. Med Henrik ved man aldrig.
Steffen Bonde, Odder stiller også til start, men kan samtidig også deltage i U23. Her har vi også Andrej Lawaetz Bendtsen, Århus og Christian Michaelsen, Bagsværd med.
Sarah Jürgensen, Bagsværd stiller til start i Dame Letvægt. Kan hun lave lige så spændende løb som ved DM lover det godt.

Anny Maria Davidsen, Havnar Rodrafelag til start i Dame Åben og U23, hvor hun med lidt forbedring af sin tid fra DM på 6:58.9 har chance for rigtig god placering.
Sverri Sandberg Nielsen, Midvágs Rodrafelag til start i Junior klassen. Til DM satte han klart sine modstandere til vægs, hvilket ikke er sikkert han kan til VM.
Begge roere kommer fra Færøerne, hvor der næste weekend (26/2) afvikles FM i Torshavn.
Roning er på Færøerne national sport, der trækker mange deltagere og tilskuere.
Spændende at se, om deres VM deltagelse, kan tiltrække opmærksomhed i Nordatlanten.

Margit Haarh Hansen, DSR til start i Dame 40-49 år. Her vandt hun sidste år. Forbedrede sin VM tid et par uger senere til LF med hele 7 sekunder til 6:56
Kan hun igen komme under 7 minutter har hun store chancer for at stå øverst på skamlen på Søndag.

Merete Boldt, Fredensborg er som sædvanlig til start i Veteran 60-64. Med alle hendes sejre og hamre fra CRASH-B gennem mange år, er der ikke grund til at tro på andet end endnu en sejr.